Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om børnehuset

Velkommen til Paletten

Børnehuset Paletten er et nyt børnehus i Mørkhøj, som i august 2021 slog dørene op for børn og personale fra to tidligere børnehuse i området.

Paletten er beliggende i nyrenoverede og svanemærkede bygninger, som tidligere husede Blågaard seminariet, tæt på Gyngemoseparkvej, skønne grønne områder, heriblandt mosen. Huset bærer præg af den tidligere arkitektur, med forskellige indretning af grupperummene, og har mange gode kvadratmeter inde og ude.

Paletten er en integreret daginstitution for børn i alderen 0 til 6 år, fordelt på 8 grupper - 3 grupper i vuggestuen, 4 grupper i børnehaven, samt en gruppe med 6 særlige pladser, primært for børn med ASF (autisme spektrum forstyrrelser)

Vuggestuen er opdelt i en Modtagelse (Rød) for de yngste, og 2 grupper (Gul og Blå) for de 1½ til 3 årige. Grupperne arbejder på tværs, og aldersopdelt i løbet af året, når det giver mening ift. det givne projektarbejde. Specialgruppen (Turkis) som rummer op til 6 børn, er også placeret i vuggestueafdelingen.

I vuggestuen er husets sanserum beliggende, og dette bruges flittigt af de yngste, men er også tilgængelig for de øvrige børn i huset.

I børnehaven er der 3 grupper for de 3-4årige (Orange, Grøn og Lilla), samt en skolegruppe (Hvid) for de 5 årige. Børnehaven rummer også husets store fællesrum/aktivitetssal, med scenetæppe og rig mulighed for, og plads til fysisk udfoldelse. 

Begge afdelinger kædes sammen af et fællesrum, hvor børnene modtages om morgenen fra klokken 7 til 7.30, og samles igen om eftermiddagen. Her ligger også husets værksted/atelier, som med sine store ruder ud til legepladsen, og indtil fællesrummet, giver indblik - og kig ind til, de kreative aktiviteter som udfolder sig her. I Paletten er der ansat en pædagog og kulturmedarbejder, som har base i værkstedet.

I Paletten stræber vi efter, og gør os særligt umage for, at sikre trygge pædagogiske rammer for alle, hvor det enkelte barn kan udvikle sig som individ, samt som en vigtig del af fællesskabet.

Barnets læring og trivsel er i centrum i arbejdet med børnene, og dette arbejde suppleres af et tæt og konstruktiv samarbejde med vores forældre. Vi ved at forældresamarbejdet har en signifikant betydning for barnets udvikling, og derfor prioriteres dette højt, i mødet med forældrene.

Vi glæder os til at modtage jer og jeres barn i Paletten.